december og den glimtende ring

December.
Frost og frisk luft, hvid ånde, hvide krystaller.
December er så mange ting;
varme, kærlighed, jul, kys og kram, pebernødder og glögg.
kulde, is, sne, regn, slud, frost og frosne hjerter.

Jeg tør op og glemmer verden, begraver mig dybt i min hule, lukker kulden ude og holder om en varm krop.
Hos ham lever jeg i en anden virkelighed, jeg kan drømme, elske, fantasere og så meget mere.
Lige nu ligger jeg alene, vinden blæser koldt ind af vinduet og så husker jeg. Virkeligheden som jeg hader at huske.
Virkeligheden som jeg mæsker mig i.
For ham er jeg perfekt, men han ser ikke alle mine fejl.

Min ring er væk, min smukke ring som jeg fik af min mormor.

Hun fik den da hun blev student.

Bare han ikke har støvsuget.

Jeg ved jeg tog den af, kan huske lyden af den mod bordet, og så var den væk.
Det er sådan min sjuskethed, fejhed og ligegyldighed viser sig.
Jeg smider en ring væk i sekunders rus.
Jeg synes det er pinligt, men jeg kan ikke glemme den.

Bare han ikke har støvsuget.

Den må ikke være væk.

Når jeg lukker øjnene ser jeg for min hvordan jeg famler i blinde på det grå gulvtæppe.
Den er der ikke.
Måske i støvsugerposen?
Måske kunne jeg åbne den, med den største kniv jeg kan finde, sprætte den op så dens indvolde af støv og skidt vælter ud, flyver op og suser rundt om ørene på mig.

Jeg drømmer at den ligger der, blandt alt det grå og glimter til mig med dens lille fine sten.

Den bliver måske aldrig fundet igen, men det er ikke kun en ring, det er den fineste ring, fra min mormor, da jeg blev student og hun var stolt af min selvom jeg ikke selv var.

Og så tænker jeg på de andre ting, maleriet fra Sofie og Marie. Og ringen er ikke kun en ring, en rund lille glimtende ting, den er alt, mere glimtende sten i midten.

Nej, den er alt.

En lille del af mig, ligesom maleriet og brevet fra Peter og morfars gamle bog. Min fars skitser, hjerteblod og 'Frode og alle de andre rødder'.

Jeg er så skide træt af altid at være den dumme, den sjuskede, den glemsomme, den som ikke vil det nok, den som ikke er der nok, ikke er opmærksom nok, ikke er sjov nok, smuk nok, klog nok.

Bare ikke at være nok.
Men hvordan skal jeg kunne være nok for andre når jeg ikke engang kan være det for mig selv.

Jeg er måske nok, nok for nogle, og for andre er jeg bare for meget.

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige til mig selv at andres meninger ku rende mig, at andre måtte tænke lige hvad de ville, og at jeg troede på at de der betød noget nok skulle blive.

Men det gør de jo ikke, bliver altså. Alt det der betyder noget, alle de der betyder noget, de forsvinder før eller siden.

For jeg er ikke god nok til at passe på dem.

Derfor er ringen ikke bare en ring.

Årh. Jeg er så vred!
Sådan en ulmende vrede jeg aldrig har mærket større.
Jeg er vred på alt og alle, vrisser og er arrig, men mest af alt på mig selv. Det har jeg nok egentlig været i lang tid nu, har bare gemt det væk.
Men nu blusser den.
Jeg kom ikke til Marie og Sofies housewarming i weekenden, skrev ikke til dem, lod bare være. Jeg kom heller ikke til den dumme efterskolefest Morten troede jeg kom til, og skrev heller ikke til ham. Kunne ikke overskue at forholde mig til andre mennesker. Og nu er jeg vred over at jeg er en forfærdelig veninde og en dårlig kæreste.
Jeg er vred over at jeg ikke gik til lægen før, at jeg ikke flyttede hjem før, at det tog mig så lang tid med Mathias.
Jeg er vred over ting jeg gjorde da jeg var 14, løgne for min mor, løgne for mine venner og veninde og løgne for at beskytte mig selv.
Jeg er vred over at jeg ikke gik om, vred over mit eksamensbevis og over at jeg ikke søgte job inden sommerferien.
Jeg er vred over at jeg ikke kan lade vær at spise slik, ikke kan stoppe med at drikke fedende øl, ikke dyrker mere motion, ikke er målrettet nok og ikke har nok disciplin.
Jeg er vred over at synes det er pinligt søge ind på pædagoguddannelsen for jeg havde altid tænkt at jeg skulle noget stort. Men det er jo stort, og man kan jo sagtens læse videre?
Jeg er vred over at jeg er så skide snoppet at det ikke er fint nok til mig.
Jeg er vred over at jeg har smidt mit studenterbevis væk, og har bøder på 1000 kr. til biblioteket.
Jeg er vred over at jeg har brugt så mange af mine penge, og ikke hverken har kørekort eller lejlighed.
Jeg er vred over at jeg har glemt Stine, og nu flytter sammen med Helen, og jeg er vred over at jeg ikke ved om det er godt eller dårligt?
Jeg er vred over at jeg ikke læste nok lektier, og ikke prøvede at blive mere en del af klassen, og over at jeg ikke søgte job i august fordi sommerferie jo egentlig var dejligt?
Jeg er vred over at jeg er vred over alle de ting, og ikke kan lade vær at bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde ud af at stoppe med at ryge og at en cigaret er det jeg har aller mest lyst til lige nu.
At jeg ikke er sød nok ved mine søskende, og at jeg aldrig føler at jeg lever op til min mor og Rolands forventninger, selvom jeg jo ved at jeg gør det.
Jeg er vred over at jeg ikke tilgav min far og fortalte ham at jeg elsker ham før han døde, og over at jeg aldrig ringer og snakker med hans kone.
Jeg er vred over at have fået 2 aborter, at jeg ikke har kunne passe bedre på mig selv, og at døde babyer lurer i alle mine drømme.
Jeg er er vred over ikke at kunne jage mareridtene på flugt, og ikke at kunne sove.
Jeg er vred over at jeg ikke har det sjovt om natten på Gimle længere, og at jeg føler mig utilpas og ikke som mig selv når jeg er andre steder end hjemme.
Jeg er vred over at føle mig som en belastning for de der skulle være mine veninder.

Og Vred over at jeg er så skide egoscentreret at jeg ikke kan se ud over min egen storetå og stoppe med at være vred.

det er lang tid siden. Jeg ved det.

Jeg har haft svært ved at skrive, følelserne kommer så impulsivt, små lyseksplosioner i mørket, store huller af mørke i lyset.

han gør mig så glad. det er svært. Han får mig til at mærke hver en lille millimeter af min hud. -og længere ind endnu. Min hjerne eksploderer i tusinde lys og han er i hvert eneste af dem.

Jeg har lyst til at dele resten af min tid med ham, og det skræmmer mig ikke som det har gjort.

Jeg elsker ham.

I aften så jeg Matias, jeg krammede ham, mærkede hans duft, det er underligt, når jeg elsker en højere end nogensinde før.

Det er underligt at mærke trangen til at føle mig tæt på.

tæt på ham, en gammel flamme. en som har såret mig og taget en lille smule af mig selv, som jeg nu måske, er ved at få igen?

'Hvis bare' det er ordene, følelsen, længslen som står med oprejst pande inden i mig.

'hvis bare' det havde været anderledes.

Morten, ham elsker jeg, ham vil jeg,eller har lyst til lige nu, at dele mit liv med, ham er jeg tryg med, han åbner mig så let som ingenting. I starten blev jeg bange, det er jeg vel stadig.

Jeg er så sårbar.

Angsten overrumpler mig. tit og ofte.

Måske savner jeg, at jeg aldrig fik ham, Matias. At han aldrig blev min, at jeg aldrig så trygheden og glæden, fortroligheden og tosomheden, livet og kærligheden.

Måske længes jeg sådan efter det vi havde, eller aldrig fik, netop fordi vi aldrig havde det.

Måske længes jeg efter og savner det der kunne have været.

Det har absolut ingenting at gøre med Morten.

Jeg bliver varm indeni når jeg holder om ham, når han sidder nøgen midt om natten med svedperler på hans pande efter det han har gjort ved mig, efter det vi sammen har opnået, den højere endhed, med en cigaret imellem hans fingre.

Hans fingre som er placeret på de smukkeste hænder jeg nogensinde har set.

Og han kigger på mig, når jeg har kigget på ham længe.

Hans varme øjne, hans varme hænder, hans kærlige smil, og jeg ved at han elsker mig. Jeg kan se ham i hans øjnes smil. Og jeg bliver varm, og tænker at ham vil jeg dele mig med.

Hele mig, han må få mig som ingen anden før.

Og jeg er sikker på at han vil elske mig, hele mig.,

Måske er det usikkerheden, men min hjerte gjorde ondt i aften, det skreg da jeg krammede ham. Hvorfor gjorde han aldrig mere. Hvorfor sagde han ikke at han ville have mig. At han var forelsket og at jeg var fantastisk for ham. perfekt.

Jeg kan jo se det på ham, han savner mig. og måske er det det der gør mest ondt.

at jeg har det bedre uden ham, at jeg faktisk ikke savner ham, og at han er ulykkelig!

At jeg har fundet en der er perfekt for mig. Ingen er perfekte. Men Morten er perfekt for mig. lige nu. måske ikke resten af livet, men sådan føler jeg lige nu.

Det er nok usikkerheden, uvisheden.

Lyset i hans øjne brænder kun indvendigt, og det er ikke nok for mig.

De brænder kun sjældent, og han er så ulykkelig.

Det gør så ondt at se ham sådan. ulykkelig. Det er så tydeligt. Men jeg vil ikke tynges af det længere. Jeg vil give slip.

Han må ikke lade sin ulykkelighed smitte mig.

Han må ikke gøre mig ulykkelig igen, igen, igen.

Det er ikke mit ansvar.

Jeg prøvede.

Men jeg kunne ikke.

Og jeg giver op.

S L U T !

nu er det Morten.

sommeren indtil nu

sommerferie.

1, Festival sikke en festival; med gråd, grin, glæde og sørgmodighed, ensomhed og fællesskab, fantastiske aftener og nætter (Marie) og mindre fantastiske. men alt i alt, godt, udmattende og mere end nok.
2, Alene i huset, med dyrene og med Morten. En uge med kærlighed, tosomhed, kys og cigaretter. mit hjerte vokser for hver gang vi kysser, for hver gang han holder om mig. Måden hans hænder føler sig frem overalt, udforskende.

Mit hjerte vokser og banker hurtigere og hurtigere for hver morgen jge vågner sammen med ham, for hvert smil han giver mig.
3, Fyn på besøg hos hans familie, drama og sammenhold. Vel som i alle familier; når man graver lidt under overfladen bobler det med interne konflikter, uoverensstemmelser,problematikker, snakken og forsøg på forløsning.

-Men nætterne var dejlige. I den smukke have på Fyn, ud til åen. Mig og M med hver vores dyne, i hver vores stol, med mine fødder på hans lår, og hans hænder varmende rundt om dem.
Med stearinlys og cigaretter. Snak, om alt.

Hjemme nu. Savner pigerne og M.
Savner dem så mit hjerte er ved at sprænge ud af mit bryst af savn.
Savner Maries fortrolige øjne, Sofies Stemme, Helens rolige smil, AC's grin og Soppers kram.
Savner Stine, Nicholas, Laura og Morten.
Og har slet ikke lyst til at være alene med mine tanker i dag, der er for mange af dem, bliver rastløs og trist. Vil distraheres og vil ikke kunne tænke. Vil drikke mig fuld eller ryge min skæv og ikke kunne mærke, jeg vil ikke mærke i dag for jeg er alene og så ør det dobbelt så ondt at føle noget.

How does it make you feel?

Min krop sitre.
Kulden, lydene.
Mørket som omklamrer mig.
Raslen i træernes blade.
Mørket sluger mig.
Musikken pumper, Mørket spiser mig.
Røg.
Hvide skyer siver ud igennem mine læber, min krop.
Kuldegysninger?
Åndedræt. Suk.
Træerne sukker og græsset sukker. Mørket er så stille at stilheden larmer i mit hoved.
ætsende stilhed, opslugende stilhed, pumpende stilhed, larmende stilhed.

Mine hænder er kolde, min krop er varm.
Dynerne er bløde.

Kan mørke være blødt og lokkende?
Det lokker mig. Driller mig, forblænder alt omkring mig.

Bange?
Nej, I kan ikke skræmme mig i nat, lydende, skyggerne, billederne i mit hoved. Ikke i nat.
Måske er jeg ved at lære at finde tryghed i mørket. Måske er det fordi hunden ligger på mine fødder? Hendes varme pels kilder mine tæer.

Jeg er tom nu.

Ikke rastløs længere.
Bare tom.
Har grædt, græder. Det må snart stoppe.
Jeg kan ikke mere, jeg er tom og alle følelser har på engang forladt min krop og er spillevende i den. Jeg har det som når man er på kanten til en drøm. Et mareridt. Alt er uvirkelig og alligevel lige dér. Følelserne er rigtige, mange, kraftige og alligevel dæmpede som af en tung tåge, og hvad der fremkalder dem er ubeskriveligt.

Men, det er min virkelighed, det er mit liv og jeg er der ligenu.
Om lidt svæver jeg.

rastløshed, eksaminer og lummert vejr

Rastløshed...

Det er et underligt ord? 'uden rest'? -'uden hvile'?
eller er det uden rast, altså at man mangler 'resten' hvad end det så er?
-at man ikke kan slappe af, fordi man ikke nåede det hele?
-fordi resten er for abstrakt, uoverskueligt måske uovervindeligt.
Hvad er resten?
Hvad kommer der imorgen? er det vigtigt?
Hvad hvis der aldrig kommer et tidspunkt hvor man får det bedre end nu, ville det så ikke være bedre bare at forsvinde.?

I stedet for bare at side her og vente på 'resten' !?

Den resten -som man ikke engang ved hvad er!?

JEG er rastløs.
Har lyst gøre noget, men jeg ved ikke hvad, kan ikke holde ud at sidde her på mit værelse længere. Med platon, Sokrates, Thukydid, Perikles og Homer. Med krummeluer og kannaper, dorisk, jonisk og korintiske søjler. Kroisos og Odysseus. Medea og Jason. ...
Jeg har lyst til at forsvinde ned i et hul i jorden. Men jeg ved det ikke hjælper at rejse mig, det er ikke mit værelse som gør mig rastløs. Det er hverken stuen, køkkenet eller haven.

Det er RESTEN, den jeg er uden, den hvis hul jeg hvert sekund mærker. Den jeg ikke ved hvad er, og ikke kan finde. Den rest jeg ikke kan gribe om og holde fast i. Den der gør mig bange. Bange for at jeg aldrig vil finde den.
Resten som mangler i min krop, mit hoved, mine tanker.
Resten som gør mig rastløs.

Gør jeg ikke kan finde ro.

Gør at jeg har kvalme og ikke kan læse hvad der står i bogen.

Presser tårer ud igennem mine øjne, presser følelser ud som jeg ikke har lyst til at mærke og gemmer andre lyst jeg ville ønske jeg kunne nyde.
Jeg kan hviske det hele men aldrig råbe det. Det er den forskel, den RESTEN af højden fra hvisken til råb, jeg mangler.
Som jeg måske altid har manglet?
Den rest som jeg troede jeg havde fundet, og som ligeså stille forsvandt igen, med for mange vågne timer, mareridt, stemmer, ligegyldighed?

Morten er fantastisk. Pigerne er fantastiske. Eksaminerne er gået fantastisk.
Men det er ubehageligt vejr. Lummert, tungt, lunt men med regnen hængende trugende over himlen dagen lang.

I torsdags gik jeg en omvej på vej hjem til Morten.
Jeg gik med regnen piskende mod mig, og jeg græd. Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg mærkede ikke at jeg blev gennemblødt, mærkede ikke hvor kold regnen var, eller også var jeg ligeglad?
Jeg havde lyst til at græde da jeg kom ind i varmen til ham, havde lyst til at han kunne gennemskue mig, at han kunne se at det ikke kun var regnen der gjorde mine kinder våde.

Han skulle holde om mig og sige at han godt forstod mig, at han ved hvordan jeg har det.

At han kunne forklare mig hvad der sker i mit dumme hoved!

Jeg har lyst til at forsvinde. Dybt dybt ned i et hul i jorden. For jeg ved godt at rastløsheden ikke går væk, bare fordi jeg gør det. Den sidder der, i mit bryst, i mit hoved i mine tanker.

Nu klemmer jeg mine øjne hårdt sammen og tæller til ti.

Og når jeg åbner befaler jeg den til at være her.

RESTEN.

NAT.

Jeg ligger i haven.
Det er nat, regnen springer som bomber på plastictaget over mig.
Musikken strømmer berusende rundt i mørket.
Hestene bevæger sig, jeg kan høre deres skridt i natten. Kan ikke se dem.
Der er sort rundt om mig.
Kun den lille lyserøde lampe lyser med sit gule lys ud i natten, kegleformet, rammer det våde græs.
Jeg er i tørvejr, her under det gennemsigtige plastic.
Tænder en til cigaret, hælder te i koppen.
Jeg Nyder Det!
Her er dejligt, roligt, stille, uforstyret. Jeg Bestemmer Selv her i natten.
Jeg kan mærke hele min krop. Mit hoved er ikke ved at sprænges af tanker som ellers om aftenen.
Min mor og Roland er gået i seng, børnene sover trygt ovenpå. Jeg er alene, men har det godt.

Har haft lyst til at slå vejrmøller hele dagen.
Nu ligger jeg bare her og skal sove om lidt.
Men jeg kan ikke, jeg tør ikke sove og har ikke lyst til at denne her fantastiske dag skal slutte.

Kureret?

1. Jeg elsker Sofie højere end hun aner det. Jeg ville ønske hun vidste det, at jeg kunne finde ud af at sige det uden at føle mig dum. Så nu siger jeg det her, måske læser du det Sof?

DU ANER IKKE HVOR STOR BETYDNING DU HAR, I AT JEG ER VED AT FÅ DET BEDRE!
DU GØR SÅ MEGET UDEN DU MÅSKE SELV VED DET,
vil bare sige tak :-)


Jeg har sommerfugle i maven.

Jeg tænker på Matias mere end nogensinde, men på en god måde, på en fantastisk måde. Jeg savner ham ikke.
Det ramte mig onsdag, lynet, ud på natten, sene timer, ung mand som så mange andre, og dog.
Han gør noget som kun mine veninder kan gøre det.
Han får mig til at føle mig tryg som kun mine veninder kan gøre det.
Han får mig til at slappe af og grine og sprælle og spjætte.
Han bringer MIG frem, som kun pigerne ellers får mig at se.
Jeg er ægte og ærlig og han synes jeg er dejlig alligevel.
Måske er det bare nu.
Måske er det gået over om 5 min.
Måske er det ikke det vigtigste
Men jeg er ligeglad og nyder minutterne.
Måske bare giver lov til at synes, at det er lidt fantastisk?

Han hedder Morten.

12.

Jeg fik 12 i AT!
Det gav mig en kæmpe optur. Den sluttede desværre lørdag.

Matias, Matias, Matias, Matias, Matias, Matias, Matias.

Hans navn dunker løs hovedet på mig. Han stod der, lige foran mig, jeg kunne mærke at jeg skulle kaste op. En del af mig havde lyst til at springe i armene på ham, og græde, og fortælle ham hvor meget jeg savner ham, den anden del havde lyst til at hælde kogende friture olie i hovedet på ham.
Jeg gik, forsøgte at undgå ham. hans venner kom hen, og 'ih og åh, Matias savner dig' og bla. bla.bla. Mig i RØVEN!

Hvis han savnede mig havde han været sødere.

Det flimrer for mine øjne, jeg kan ikke få luft og så begynder tårene at presse sig på. Heldigvis forstod Anna og lod mig gå. Jeg sad ude bagved og rystede og røg cigaretter som jeg ustanseligt tabte fordi min hånd ikke kunne holdes stille.
Onkel Dannys plads og Gutterfestival, toilet toilet, kigge på uret, 21.30. Lys-Mennesker-udenom-kvinder-udenom-mænd-uden om- Dør-toilet. Ind. Luk. Side ned. Slappe af.

Og pludselig kom det igen, presset indefra, som om mit indre er den dej der hæver og hæver ud over skålen ud over min skal, min krop, det kan ikke være derinde og vil bare ud ud ud.
Kvalmen som bare spreder sig og vokser. Vaske hår i håndvask, skal møde Morten.

Kommer for sent, og har kvalme og mærkeligt i maven.

Hvorfor skulle Matias også være der?

ud-løb-trapper-op-smil.

Morten.

Jeg har det godt i dag.
sidder i haven, hører musik, laver de sidste finjusteringer på min synops til imorgen, til eksamen. Jeg er færdig om lidt.
Jeg skal ikke op i skriftlig samfundsfag alligevel, det var en fejl, det er så dejligt!
Nu mangler jeg bare musik på tirsdag og oldtidskundskab d. 17 juni.
De andre eksaminer er fede, AT imorgen, biologi d. 10-11 og dansk, den sidste,-så-er-jeg-student eksamen d. 22.

Jeg er rolig i dag, nyder at side her med musik, haven, under taget, fuglene, lidt regn ind imellem, brand varm te og uldtæpper.
Jeg er rolig.

Skal på gimle lidt senere, ordne det sidste inden gutter city festival, skal afsted imorgen efter eksamen.... skal være der indtil lørdag, med de andre piger, det bliver hyggeligt!
Jeg glæder mig...

student?

Ja, jeg bliver det om lidt, d. 22 juni, der er jeg færdig. puha, det har været et hårdt år, det er et hårdt år.

Jeg havde en fantastisk dejlig dag igår, hyggede mig i solen på græsset ved Gimle, og tog med på en spontan tur til københavn, spiste sushi og tog videre ind på staden.

De fleste gik og kun Susie, Marie og jeg var tilbage.

Vi drak et par øl, røg lidt, fjantede, fjollede og fnisede.
Det var skønt.
Jeg sov hos Marie og selvom hun faldt hurtigt i søvn hyggede jeg mig, alene i hendes stue.

Med anderledes hjemlige dufte end hos min mor, med uret der tikkede og lydene fra knallerter der kørte forbi.
Men så kunne jeg ikke sove og endte med at gå hvileløst rundt i huset.

Jeg faldt i søvn til sidst, og hun lod mig sove imorges da hun gik.

Jeg vågnede først da hun kom tilbage, det var dejligt, side i solen og ryge cigaretter, være en smule groggy i hovedet, af lidt for meget søvn, for lang weekend og for mange ting at gøre når jeg kom hjem....

Jeg havde planlagt præcis hvad jeg skulle, og jeg skulle nå meget, men da jeg kom hjem ramte muren mig så hårdt igen at jeg følte det som en mavepuster.
Som om al luft, tanker, kreativitet og faglighed bare blev slået ud af mig.

Jeg har siddet her på mit værelse ige siden, stirret på computerskærmen foran mig.
Den er blankt.





ingenting



facebook, tetris, boobleshooter, facebook (igen) 7-kabale, boobleshooter.
Jeg er firkantet i hovedet af al den computer-stirren uden at lave noget.

sætter musik på, mærker bassen i min krop, tænder en cigaret, suger.

Mit hjerte banker, pumper i takt med musikken, jeg puster ud igen.

skriver.
skriver.
skriver.

Måske for at få mig selv til at forstå hvad der sker i mit hoved, måske for at få dig til det?
Hvem er du?

Jeg føler mig, for jeg ved ikke hvilken gang, som i en eller anden vægtløs tilstand, en anden verden. Jeg kan skrive, jeg kan høre, jeg kan muligvis også tale hvis der blev talt til mig først.
Men jeg er på ingenmåde til stede.

Kun alle tankerne i mit hoved flyver rundt, suser, jeg kan næsten hører dem.

Og så alligevel føles det som om der ingen er?

...

Jeg er bange.

det er gået bedre siden sidst, i en lille nogle dage om ikke andet.
Nu er jeg abre tom igen, hul inden under etuiet jeg hiver over mig hver eneste morgen, etuiet som udenpå er fyldt med blomster, sommer, sol, glæde, fjol, overskud, intellekt, kreativitet, musik og dans.

Jeg er vel som et sort hul i universet, bliver bare suget dybere og dybere ind i ingenting, udefra, måske spændende, uforklarligt, mystisk, inden i bare det rene igenting?

Jeg holder mig væk fra alt, har bare været i haven, ordnet drivhuset, anlægger et bed, var ude og ride, læser, forsøger at læse lektier, men ingen af de ting fylder mig op ligesom de plejer.

I weekenden går jeg ud, drikker mig fuld, men jeg kan ikke overskue det. det er som om lokalet bare presser sig sammen om mig, jeg bevæger mig ligeså stille ud af min krop, iagtager oppefra, synes de andre jeg er underlig når jeg ikke siger noget? -det gør de nok, så jeg prøver at sige noget, men det lykkes ikke, min hals snørre sig sammen. ind imellem kommer der et lille kvæk fra mig, nogle gange opfattes det af de andre, de griner, smiler eller svarer igen, ellers overhøres det -og jeg svæver kun længere op under loftet, en gang imellem forsvinder jeg næsten.

den store verden...

"den store verden, er meget stor!
-og jeg er meget mindre, end de store tror"

Verset har kørt på repeat i mit hoved hele dagen, det er fra en gammel plade jeg plejede at høre med min mor da jeg var lille "hjerteblod" med Vesterbro ungdomsklub.

Hvor ville jeg ønske at jeg ikke havde det sådan, jeg ville ønske at jeg bare kunne nyde min hverdag, ikke føle mig konstant udenfor og ikke savne noget jeg ikke ved hvad er.

For hvad fanden er det jeg savner, hvorfor kan jeg ikke bare være glad for tingenes tilstand?

Jeg har det som om jeg bliver ved med at udskyde og undskylde mit liv med tanker som;

det bliver bedre når jeg er færdig i gymnasiet,

når det bliver sommer, forår,

når jeg pludselig møder én der får mig til ikke at føle så meget som lort som jeg gør nu!

Men, hvorfor skal der et andet menenske til at gøre det, hvorfor kan jeg ikke bare selv?

Jeg vil bare være mig selv, men hvem er det så egentlig ud over en pige der føler sg konstant mislykket ?

Jeg kan ikke huske længere perioder af mit liv de sidste 4-5 år hvor jeg har været længerevarende glad, sådan helt ind til benet glad, jo da, der har været øjeblikke, aftener, dage eller stemninger der har gjort mig glad.

Jeg kan huske da jeg blev kærester med Mads for 3 år siden, det var en god tid, og da jeg glædede mig til at starte i gymnasiet.

Men samtidig med at det var en god tid, havde jeg det forfærdeligt inden i, med mig selv, det var udelukkende ydre faktorer der gjorde det til en god tid.

Jo jeg har haft dejlige, sjove og sorgløse aftener, men det føles som drømme -noget man vågner op fra og så er alt igen som det 'plejer'.

Jeg har nogle fantastiske veninder som jeg elsker så sindssygt højt, og alligevel kan jeg ikke lade være med altid at undre mig over hvorfor de er veninder med mig?

Om jeg nu gør det godt nok, om jeg lytter nok til dem, om jeg nu er sjov nok -men ikke så sjov at jeg bliver overfladisk.

Og det værste er, at jeg, og sådan har jeg haft det i mange år, er pisse bange for hvad de siger om mig når jeg ikke er der.

Selvom jeg et eller andet sted godt ved at det er fuldstændigt åndsvagt at jeg tænker sådan når de nu siger at de holder af mig .

skole ...

Jeg er snart færdig. Jeg ved det godt, 'du kan bare tage dig sammen' jaja, men det kan jeg altså bare ikke.
Jeg nåede ikke bussen, og nu tager jeg slet ikke afsted, jeg tager på gimle og begynder at læse op på musik. Vi har termins-prøver i næste uge, så må hellere få lidt mere styr på det .


øv, jeg kan bare ikke koncentrere mig !

Mørkeræd

Jeg har lyst til en smøg, men er hos mine forældre -på landet.
Jeg sidder i deres stue her, mutters alene midt om natten, jeg er lige (endelig!) blevet færdig med min AT-opgave. Shit, den blev ikke god, men kan ikke gøre det bedre.
Åh jeg har lyst til en smøg som belønning for endelig at være færdig.
men.
Jeg tør ikke.
Jeg er mørkeræd og tør ikke gå nedenunder og hente en.
Jeg tør ikke gå nedenunder og sove på den madras min mor har stilt frem.
Jeg synes det siger lyde er nede fra, som om der er nogen der nede.
Jeg tør ikke kigge ned af trappen.
Jeg sover på sofaen med et tæppe.
Undværer cigaretten.-må tage den imorgen på vej til skole.


øv altså, hvor ville jeg ønske at jeg ikke var så bange. !

Flugt.

I dag indhentede alt det jeg bruger alt min energi i min hverdag på at flygte fra.
Jeg ikke forklare hvad der skete, men det indhentede mig om ikke andet.
Jeg går i byen, drikker mig fuld, ser fjernsyn, stener, er på facebook og snakker overfladisk med folk hele tiden for ikke at forholde mig til mig selv. Det er kun fordi det er for hårdt.
Jeg ville gerne kunne forklare det bedre, men det kan jeg ikke. det er bare inde i mit hoved hele tiden og det trykker og tryker og presser og presser, i dag pressede det så bare så hårdt at det kom lidt ud. kun lidt, jeg er så pisse bange for hvad der sker hvis der bliver taget hul, kommer jeg længere ned, eller bliver det bedre?
Når og hvis der på et tidspunkt bliver sat ord på alt det inde i mit hoved, hvad så? Bliver det mere virkelighed end nu, nu hvor det ikke rigtig er sagt højt?

Stine .

stearinlys.

Lokalet er fyldt med stearinlys. Der spiller noget stille fransk musik i baggrunden, Nele sidder i baren. Jeg sidder med hørertelefoner på, lader som om jeg er dybt optaget af noget jeg på ingen måde er. Det sner udenfor. meget. Der er helt hvidt. Det er faktisk smukt.
På en måde savner jeg København og dens liv.
-Men ligenu nyder jeg stilheden. Jeg er usansyneligt træt, og har ikke kunne klemme noget mad ned hele dagen, kun kaffe og smøger.
Var i natklubben i går, efter surprise-fødselsdag for en ven som er på højskole. Ufattelige mængder alkohol med resultat i en meget fuld mig. Men jeg havde det godt. rigtig godt.

Sidder og venter på Pigerne, de kommer senere, jeg er vist egentlig for træt til noget, men da det virker endnu mere uoverskueligt at tage hjem til København nu når jeg sidder på min ynglingscafe, mit andet hjem, Gimle i Roskilde, kan jeg ligesåvel blive her og vente på de mennesker der gør mit liv lidt bedre hver gang vi er sammen.
Udover det er Stine også i Roskilde og kommer senere. Jeg savner hende, vi har slet ikke set hinande hele ferien.
åh. jeg savner hende.

Sex and the City

By the way.. Ham der jeg tidligere skrev at jeg havde ringet til.. well.. det er nok ikke noget.

Det underlige er at det egentlig ikke gør mig noget.

Jeg tænker at måske at jeg er ligesom Carrie i Sex and the city?

Jeg har bare ikke, i modsætning til hende, fundet min Mr. Big endnu?

dumt.

Okay, så ligger man med influenza-fucking-feber hele dagen, kaster op, tuder, sveder og er faktisk desideret ulækker.
OG alligevel vælger man at tage 'bare-lige-en-smut-tur' forbi Dunkel. smart.
men. endte med en, overraskende, fantastisk god aften, på trods af hedeture og konstant kvalme.
-meget kan drikkes væk. HVORFOR er det også at man så vælger at drikke sig så latterligt fuld at man ikke kan overskue at gå de 20 min. det tager at gå fra rådhuspladsen til enghave plads hvor man bor?
hm.
men, det gode ved aftenen var en fantastisk sød fashion svensker som tilfældigvis lige var i København i forbindelse med mode-ugen. kys og dans. telefon nr. på seddel (som jeg selvfølgelig glemte at tage med), sød fyr fra nørrebro, kys og efterfølgende flugt op af trappe i usandsynligt høje stiletter, enooormt mange gin&tonics, på hjemvejen en smuttur forbi grillen en stor pommesfrites (stine kastede sin halvdel op efter ca. 10 min.)
Og det allerbedste ved en nat som denne, dagen efter. At ligge og hygge, se film, spise pizza og drikke en helveds masse cola. Stines grin over mine latterlige 'skrid'du'er'klam' kommentarer til alle klammerterne. Manden der indledte samtalen med "Er i gymnasie-elever? Jeg bliver gymnasielære om måneder, og ér det ikke underligt at tænke på, at var i en årgang yngre kunne jeg blive jeres lærer, imens jeg nu bare sidder her og har lyst til at kysse dig..."

nu, er mit værelse fuldstændigt smadret. Og jeg undre mig over hvorfor der ALTID, partout altid er pisse rodet når jeg vågner efter en brandert? Det er sgu da underligt, hvordan jeg kan forlade et nogenlunde rydeligt værelse og så vågne morgenen efter og det hele ligner noget hvor der er sprunget en bombe?!
Hvad fanden er det jeg tænker når jeg kommer hjem? ;"lad mig lige kaste et par bøger på gulvet, rode alle mine dvd'er og cd'er ud i en stor bunke, flå mit tøj op af kisten og rode alle mine sko ud, jo for det synes jeg sikkert er skide sjovt at rydde op imorgen"

Hvad sker der?

Søster kærlighed:

yes yes yes!

Så ringede jeg til ham. og vi skal chille snart, føler mig sej, er glad og kan slet ikke lade vær at smile !

barndom

Det var bare lettere dengang... :

Hvad så nu?

Så. Nu. Tirsdag. Skole. Den Sorte Skole. Fint. Men, ikke rigtig skole, åh nej nej nej! Evige samtaler hos studievejlederen. og hov, ender med samtale hos rektor. Tak,tak, jeg ved det godt, det ER jo min egen skyld. men, alligevel, hvor er det pisse uretfærdigt. ØV!
Fuldt pensum, 8 eksaminer plus AT, i stedet for 2. Jeg må tage mig sammen.

Sidder her, et af mine hjem; Helen laver Soduko, Christoffer snakker og snakker og "Iiih hvor er den fin og flot, og fantastisk"-bla,bla. Anemone og Marcus spiller backgammon, Elle læser lektier, Andrés arbejder. Bag mig sidder den nye bartender og ,måske, en date. hun ser sød ud, hun spiser en appelsin og han snakker. Gad vide, gad vide...

Og jeg sidder altså her, omgivet af mennesker jeg holder af, vi er sammen og laver alligevel hver vores, sender ind imellem hinanden små forstående blikke, når vi skiftevis kommer med tankeudbrud. Jeg siger ikke noget, lytter bare. Elsker, elsker at side her, og mærke at jeg ikke er helt alene.

Jeg kom aldrig på Nadsat i weekenden, havde lovet Frederik det, men endte med at være i Roskilde. Hele natten, og morgenen, og natten igen. Faktisk har jeg ikke været hjemme siden sidste tirsdag. en uge nu. en uge. Savner det ikke men glæder mig alligevel til at komme hjem. Valdemarsgade. Here I come, imorgen. imorgen kommer jeg hjem, gad vide om jeg nogensinde kommer ud igen så?

Og hvad så, hvad så nu? er det ikke bare ligemeget, egentlig?
Vi skal jo nok blive færdige, til sommer får vi studenterhuer, eksamensbevis, hele lortet. Starter livet så for alvor?