det er gået bedre siden sidst, i en lille nogle dage om ikke andet.
Nu er jeg abre tom igen, hul inden under etuiet jeg hiver over mig hver eneste morgen, etuiet som udenpå er fyldt med blomster, sommer, sol, glæde, fjol, overskud, intellekt, kreativitet, musik og dans.

Jeg er vel som et sort hul i universet, bliver bare suget dybere og dybere ind i ingenting, udefra, måske spændende, uforklarligt, mystisk, inden i bare det rene igenting?

Jeg holder mig væk fra alt, har bare været i haven, ordnet drivhuset, anlægger et bed, var ude og ride, læser, forsøger at læse lektier, men ingen af de ting fylder mig op ligesom de plejer.

I weekenden går jeg ud, drikker mig fuld, men jeg kan ikke overskue det. det er som om lokalet bare presser sig sammen om mig, jeg bevæger mig ligeså stille ud af min krop, iagtager oppefra, synes de andre jeg er underlig når jeg ikke siger noget? -det gør de nok, så jeg prøver at sige noget, men det lykkes ikke, min hals snørre sig sammen. ind imellem kommer der et lille kvæk fra mig, nogle gange opfattes det af de andre, de griner, smiler eller svarer igen, ellers overhøres det -og jeg svæver kun længere op under loftet, en gang imellem forsvinder jeg næsten.