NAT.

Jeg ligger i haven.
Det er nat, regnen springer som bomber på plastictaget over mig.
Musikken strømmer berusende rundt i mørket.
Hestene bevæger sig, jeg kan høre deres skridt i natten. Kan ikke se dem.
Der er sort rundt om mig.
Kun den lille lyserøde lampe lyser med sit gule lys ud i natten, kegleformet, rammer det våde græs.
Jeg er i tørvejr, her under det gennemsigtige plastic.
Tænder en til cigaret, hælder te i koppen.
Jeg Nyder Det!
Her er dejligt, roligt, stille, uforstyret. Jeg Bestemmer Selv her i natten.
Jeg kan mærke hele min krop. Mit hoved er ikke ved at sprænges af tanker som ellers om aftenen.
Min mor og Roland er gået i seng, børnene sover trygt ovenpå. Jeg er alene, men har det godt.

Har haft lyst til at slå vejrmøller hele dagen.
Nu ligger jeg bare her og skal sove om lidt.
Men jeg kan ikke, jeg tør ikke sove og har ikke lyst til at denne her fantastiske dag skal slutte.

Kureret?

1. Jeg elsker Sofie højere end hun aner det. Jeg ville ønske hun vidste det, at jeg kunne finde ud af at sige det uden at føle mig dum. Så nu siger jeg det her, måske læser du det Sof?

DU ANER IKKE HVOR STOR BETYDNING DU HAR, I AT JEG ER VED AT FÅ DET BEDRE!
DU GØR SÅ MEGET UDEN DU MÅSKE SELV VED DET,
vil bare sige tak :-)


Jeg har sommerfugle i maven.

Jeg tænker på Matias mere end nogensinde, men på en god måde, på en fantastisk måde. Jeg savner ham ikke.
Det ramte mig onsdag, lynet, ud på natten, sene timer, ung mand som så mange andre, og dog.
Han gør noget som kun mine veninder kan gøre det.
Han får mig til at føle mig tryg som kun mine veninder kan gøre det.
Han får mig til at slappe af og grine og sprælle og spjætte.
Han bringer MIG frem, som kun pigerne ellers får mig at se.
Jeg er ægte og ærlig og han synes jeg er dejlig alligevel.
Måske er det bare nu.
Måske er det gået over om 5 min.
Måske er det ikke det vigtigste
Men jeg er ligeglad og nyder minutterne.
Måske bare giver lov til at synes, at det er lidt fantastisk?

Han hedder Morten.

12.

Jeg fik 12 i AT!
Det gav mig en kæmpe optur. Den sluttede desværre lørdag.

Matias, Matias, Matias, Matias, Matias, Matias, Matias.

Hans navn dunker løs hovedet på mig. Han stod der, lige foran mig, jeg kunne mærke at jeg skulle kaste op. En del af mig havde lyst til at springe i armene på ham, og græde, og fortælle ham hvor meget jeg savner ham, den anden del havde lyst til at hælde kogende friture olie i hovedet på ham.
Jeg gik, forsøgte at undgå ham. hans venner kom hen, og 'ih og åh, Matias savner dig' og bla. bla.bla. Mig i RØVEN!

Hvis han savnede mig havde han været sødere.

Det flimrer for mine øjne, jeg kan ikke få luft og så begynder tårene at presse sig på. Heldigvis forstod Anna og lod mig gå. Jeg sad ude bagved og rystede og røg cigaretter som jeg ustanseligt tabte fordi min hånd ikke kunne holdes stille.
Onkel Dannys plads og Gutterfestival, toilet toilet, kigge på uret, 21.30. Lys-Mennesker-udenom-kvinder-udenom-mænd-uden om- Dør-toilet. Ind. Luk. Side ned. Slappe af.

Og pludselig kom det igen, presset indefra, som om mit indre er den dej der hæver og hæver ud over skålen ud over min skal, min krop, det kan ikke være derinde og vil bare ud ud ud.
Kvalmen som bare spreder sig og vokser. Vaske hår i håndvask, skal møde Morten.

Kommer for sent, og har kvalme og mærkeligt i maven.

Hvorfor skulle Matias også være der?

ud-løb-trapper-op-smil.

Morten.

Jeg har det godt i dag.
sidder i haven, hører musik, laver de sidste finjusteringer på min synops til imorgen, til eksamen. Jeg er færdig om lidt.
Jeg skal ikke op i skriftlig samfundsfag alligevel, det var en fejl, det er så dejligt!
Nu mangler jeg bare musik på tirsdag og oldtidskundskab d. 17 juni.
De andre eksaminer er fede, AT imorgen, biologi d. 10-11 og dansk, den sidste,-så-er-jeg-student eksamen d. 22.

Jeg er rolig i dag, nyder at side her med musik, haven, under taget, fuglene, lidt regn ind imellem, brand varm te og uldtæpper.
Jeg er rolig.

Skal på gimle lidt senere, ordne det sidste inden gutter city festival, skal afsted imorgen efter eksamen.... skal være der indtil lørdag, med de andre piger, det bliver hyggeligt!
Jeg glæder mig...

student?

Ja, jeg bliver det om lidt, d. 22 juni, der er jeg færdig. puha, det har været et hårdt år, det er et hårdt år.

Jeg havde en fantastisk dejlig dag igår, hyggede mig i solen på græsset ved Gimle, og tog med på en spontan tur til københavn, spiste sushi og tog videre ind på staden.

De fleste gik og kun Susie, Marie og jeg var tilbage.

Vi drak et par øl, røg lidt, fjantede, fjollede og fnisede.
Det var skønt.
Jeg sov hos Marie og selvom hun faldt hurtigt i søvn hyggede jeg mig, alene i hendes stue.

Med anderledes hjemlige dufte end hos min mor, med uret der tikkede og lydene fra knallerter der kørte forbi.
Men så kunne jeg ikke sove og endte med at gå hvileløst rundt i huset.

Jeg faldt i søvn til sidst, og hun lod mig sove imorges da hun gik.

Jeg vågnede først da hun kom tilbage, det var dejligt, side i solen og ryge cigaretter, være en smule groggy i hovedet, af lidt for meget søvn, for lang weekend og for mange ting at gøre når jeg kom hjem....

Jeg havde planlagt præcis hvad jeg skulle, og jeg skulle nå meget, men da jeg kom hjem ramte muren mig så hårdt igen at jeg følte det som en mavepuster.
Som om al luft, tanker, kreativitet og faglighed bare blev slået ud af mig.

Jeg har siddet her på mit værelse ige siden, stirret på computerskærmen foran mig.
Den er blankt.





ingenting



facebook, tetris, boobleshooter, facebook (igen) 7-kabale, boobleshooter.
Jeg er firkantet i hovedet af al den computer-stirren uden at lave noget.

sætter musik på, mærker bassen i min krop, tænder en cigaret, suger.

Mit hjerte banker, pumper i takt med musikken, jeg puster ud igen.

skriver.
skriver.
skriver.

Måske for at få mig selv til at forstå hvad der sker i mit hoved, måske for at få dig til det?
Hvem er du?

Jeg føler mig, for jeg ved ikke hvilken gang, som i en eller anden vægtløs tilstand, en anden verden. Jeg kan skrive, jeg kan høre, jeg kan muligvis også tale hvis der blev talt til mig først.
Men jeg er på ingenmåde til stede.

Kun alle tankerne i mit hoved flyver rundt, suser, jeg kan næsten hører dem.

Og så alligevel føles det som om der ingen er?

...

Jeg er bange.

det er gået bedre siden sidst, i en lille nogle dage om ikke andet.
Nu er jeg abre tom igen, hul inden under etuiet jeg hiver over mig hver eneste morgen, etuiet som udenpå er fyldt med blomster, sommer, sol, glæde, fjol, overskud, intellekt, kreativitet, musik og dans.

Jeg er vel som et sort hul i universet, bliver bare suget dybere og dybere ind i ingenting, udefra, måske spændende, uforklarligt, mystisk, inden i bare det rene igenting?

Jeg holder mig væk fra alt, har bare været i haven, ordnet drivhuset, anlægger et bed, var ude og ride, læser, forsøger at læse lektier, men ingen af de ting fylder mig op ligesom de plejer.

I weekenden går jeg ud, drikker mig fuld, men jeg kan ikke overskue det. det er som om lokalet bare presser sig sammen om mig, jeg bevæger mig ligeså stille ud af min krop, iagtager oppefra, synes de andre jeg er underlig når jeg ikke siger noget? -det gør de nok, så jeg prøver at sige noget, men det lykkes ikke, min hals snørre sig sammen. ind imellem kommer der et lille kvæk fra mig, nogle gange opfattes det af de andre, de griner, smiler eller svarer igen, ellers overhøres det -og jeg svæver kun længere op under loftet, en gang imellem forsvinder jeg næsten.