...

Jeg er bange.

det er gået bedre siden sidst, i en lille nogle dage om ikke andet.
Nu er jeg abre tom igen, hul inden under etuiet jeg hiver over mig hver eneste morgen, etuiet som udenpå er fyldt med blomster, sommer, sol, glæde, fjol, overskud, intellekt, kreativitet, musik og dans.

Jeg er vel som et sort hul i universet, bliver bare suget dybere og dybere ind i ingenting, udefra, måske spændende, uforklarligt, mystisk, inden i bare det rene igenting?

Jeg holder mig væk fra alt, har bare været i haven, ordnet drivhuset, anlægger et bed, var ude og ride, læser, forsøger at læse lektier, men ingen af de ting fylder mig op ligesom de plejer.

I weekenden går jeg ud, drikker mig fuld, men jeg kan ikke overskue det. det er som om lokalet bare presser sig sammen om mig, jeg bevæger mig ligeså stille ud af min krop, iagtager oppefra, synes de andre jeg er underlig når jeg ikke siger noget? -det gør de nok, så jeg prøver at sige noget, men det lykkes ikke, min hals snørre sig sammen. ind imellem kommer der et lille kvæk fra mig, nogle gange opfattes det af de andre, de griner, smiler eller svarer igen, ellers overhøres det -og jeg svæver kun længere op under loftet, en gang imellem forsvinder jeg næsten.

den store verden...

"den store verden, er meget stor!
-og jeg er meget mindre, end de store tror"

Verset har kørt på repeat i mit hoved hele dagen, det er fra en gammel plade jeg plejede at høre med min mor da jeg var lille "hjerteblod" med Vesterbro ungdomsklub.

Hvor ville jeg ønske at jeg ikke havde det sådan, jeg ville ønske at jeg bare kunne nyde min hverdag, ikke føle mig konstant udenfor og ikke savne noget jeg ikke ved hvad er.

For hvad fanden er det jeg savner, hvorfor kan jeg ikke bare være glad for tingenes tilstand?

Jeg har det som om jeg bliver ved med at udskyde og undskylde mit liv med tanker som;

det bliver bedre når jeg er færdig i gymnasiet,

når det bliver sommer, forår,

når jeg pludselig møder én der får mig til ikke at føle så meget som lort som jeg gør nu!

Men, hvorfor skal der et andet menenske til at gøre det, hvorfor kan jeg ikke bare selv?

Jeg vil bare være mig selv, men hvem er det så egentlig ud over en pige der føler sg konstant mislykket ?

Jeg kan ikke huske længere perioder af mit liv de sidste 4-5 år hvor jeg har været længerevarende glad, sådan helt ind til benet glad, jo da, der har været øjeblikke, aftener, dage eller stemninger der har gjort mig glad.

Jeg kan huske da jeg blev kærester med Mads for 3 år siden, det var en god tid, og da jeg glædede mig til at starte i gymnasiet.

Men samtidig med at det var en god tid, havde jeg det forfærdeligt inden i, med mig selv, det var udelukkende ydre faktorer der gjorde det til en god tid.

Jo jeg har haft dejlige, sjove og sorgløse aftener, men det føles som drømme -noget man vågner op fra og så er alt igen som det 'plejer'.

Jeg har nogle fantastiske veninder som jeg elsker så sindssygt højt, og alligevel kan jeg ikke lade være med altid at undre mig over hvorfor de er veninder med mig?

Om jeg nu gør det godt nok, om jeg lytter nok til dem, om jeg nu er sjov nok -men ikke så sjov at jeg bliver overfladisk.

Og det værste er, at jeg, og sådan har jeg haft det i mange år, er pisse bange for hvad de siger om mig når jeg ikke er der.

Selvom jeg et eller andet sted godt ved at det er fuldstændigt åndsvagt at jeg tænker sådan når de nu siger at de holder af mig .