det er lang tid siden. Jeg ved det.

Jeg har haft svært ved at skrive, følelserne kommer så impulsivt, små lyseksplosioner i mørket, store huller af mørke i lyset.

han gør mig så glad. det er svært. Han får mig til at mærke hver en lille millimeter af min hud. -og længere ind endnu. Min hjerne eksploderer i tusinde lys og han er i hvert eneste af dem.

Jeg har lyst til at dele resten af min tid med ham, og det skræmmer mig ikke som det har gjort.

Jeg elsker ham.

I aften så jeg Matias, jeg krammede ham, mærkede hans duft, det er underligt, når jeg elsker en højere end nogensinde før.

Det er underligt at mærke trangen til at føle mig tæt på.

tæt på ham, en gammel flamme. en som har såret mig og taget en lille smule af mig selv, som jeg nu måske, er ved at få igen?

'Hvis bare' det er ordene, følelsen, længslen som står med oprejst pande inden i mig.

'hvis bare' det havde været anderledes.

Morten, ham elsker jeg, ham vil jeg,eller har lyst til lige nu, at dele mit liv med, ham er jeg tryg med, han åbner mig så let som ingenting. I starten blev jeg bange, det er jeg vel stadig.

Jeg er så sårbar.

Angsten overrumpler mig. tit og ofte.

Måske savner jeg, at jeg aldrig fik ham, Matias. At han aldrig blev min, at jeg aldrig så trygheden og glæden, fortroligheden og tosomheden, livet og kærligheden.

Måske længes jeg sådan efter det vi havde, eller aldrig fik, netop fordi vi aldrig havde det.

Måske længes jeg efter og savner det der kunne have været.

Det har absolut ingenting at gøre med Morten.

Jeg bliver varm indeni når jeg holder om ham, når han sidder nøgen midt om natten med svedperler på hans pande efter det han har gjort ved mig, efter det vi sammen har opnået, den højere endhed, med en cigaret imellem hans fingre.

Hans fingre som er placeret på de smukkeste hænder jeg nogensinde har set.

Og han kigger på mig, når jeg har kigget på ham længe.

Hans varme øjne, hans varme hænder, hans kærlige smil, og jeg ved at han elsker mig. Jeg kan se ham i hans øjnes smil. Og jeg bliver varm, og tænker at ham vil jeg dele mig med.

Hele mig, han må få mig som ingen anden før.

Og jeg er sikker på at han vil elske mig, hele mig.,

Måske er det usikkerheden, men min hjerte gjorde ondt i aften, det skreg da jeg krammede ham. Hvorfor gjorde han aldrig mere. Hvorfor sagde han ikke at han ville have mig. At han var forelsket og at jeg var fantastisk for ham. perfekt.

Jeg kan jo se det på ham, han savner mig. og måske er det det der gør mest ondt.

at jeg har det bedre uden ham, at jeg faktisk ikke savner ham, og at han er ulykkelig!

At jeg har fundet en der er perfekt for mig. Ingen er perfekte. Men Morten er perfekt for mig. lige nu. måske ikke resten af livet, men sådan føler jeg lige nu.

Det er nok usikkerheden, uvisheden.

Lyset i hans øjne brænder kun indvendigt, og det er ikke nok for mig.

De brænder kun sjældent, og han er så ulykkelig.

Det gør så ondt at se ham sådan. ulykkelig. Det er så tydeligt. Men jeg vil ikke tynges af det længere. Jeg vil give slip.

Han må ikke lade sin ulykkelighed smitte mig.

Han må ikke gøre mig ulykkelig igen, igen, igen.

Det er ikke mit ansvar.

Jeg prøvede.

Men jeg kunne ikke.

Og jeg giver op.

S L U T !

nu er det Morten.

sommeren indtil nu

sommerferie.

1, Festival sikke en festival; med gråd, grin, glæde og sørgmodighed, ensomhed og fællesskab, fantastiske aftener og nætter (Marie) og mindre fantastiske. men alt i alt, godt, udmattende og mere end nok.
2, Alene i huset, med dyrene og med Morten. En uge med kærlighed, tosomhed, kys og cigaretter. mit hjerte vokser for hver gang vi kysser, for hver gang han holder om mig. Måden hans hænder føler sig frem overalt, udforskende.

Mit hjerte vokser og banker hurtigere og hurtigere for hver morgen jge vågner sammen med ham, for hvert smil han giver mig.
3, Fyn på besøg hos hans familie, drama og sammenhold. Vel som i alle familier; når man graver lidt under overfladen bobler det med interne konflikter, uoverensstemmelser,problematikker, snakken og forsøg på forløsning.

-Men nætterne var dejlige. I den smukke have på Fyn, ud til åen. Mig og M med hver vores dyne, i hver vores stol, med mine fødder på hans lår, og hans hænder varmende rundt om dem.
Med stearinlys og cigaretter. Snak, om alt.

Hjemme nu. Savner pigerne og M.
Savner dem så mit hjerte er ved at sprænge ud af mit bryst af savn.
Savner Maries fortrolige øjne, Sofies Stemme, Helens rolige smil, AC's grin og Soppers kram.
Savner Stine, Nicholas, Laura og Morten.
Og har slet ikke lyst til at være alene med mine tanker i dag, der er for mange af dem, bliver rastløs og trist. Vil distraheres og vil ikke kunne tænke. Vil drikke mig fuld eller ryge min skæv og ikke kunne mærke, jeg vil ikke mærke i dag for jeg er alene og så ør det dobbelt så ondt at føle noget.

How does it make you feel?

Min krop sitre.
Kulden, lydene.
Mørket som omklamrer mig.
Raslen i træernes blade.
Mørket sluger mig.
Musikken pumper, Mørket spiser mig.
Røg.
Hvide skyer siver ud igennem mine læber, min krop.
Kuldegysninger?
Åndedræt. Suk.
Træerne sukker og græsset sukker. Mørket er så stille at stilheden larmer i mit hoved.
ætsende stilhed, opslugende stilhed, pumpende stilhed, larmende stilhed.

Mine hænder er kolde, min krop er varm.
Dynerne er bløde.

Kan mørke være blødt og lokkende?
Det lokker mig. Driller mig, forblænder alt omkring mig.

Bange?
Nej, I kan ikke skræmme mig i nat, lydende, skyggerne, billederne i mit hoved. Ikke i nat.
Måske er jeg ved at lære at finde tryghed i mørket. Måske er det fordi hunden ligger på mine fødder? Hendes varme pels kilder mine tæer.

Jeg er tom nu.

Ikke rastløs længere.
Bare tom.
Har grædt, græder. Det må snart stoppe.
Jeg kan ikke mere, jeg er tom og alle følelser har på engang forladt min krop og er spillevende i den. Jeg har det som når man er på kanten til en drøm. Et mareridt. Alt er uvirkelig og alligevel lige dér. Følelserne er rigtige, mange, kraftige og alligevel dæmpede som af en tung tåge, og hvad der fremkalder dem er ubeskriveligt.

Men, det er min virkelighed, det er mit liv og jeg er der ligenu.
Om lidt svæver jeg.

rastløshed, eksaminer og lummert vejr

Rastløshed...

Det er et underligt ord? 'uden rest'? -'uden hvile'?
eller er det uden rast, altså at man mangler 'resten' hvad end det så er?
-at man ikke kan slappe af, fordi man ikke nåede det hele?
-fordi resten er for abstrakt, uoverskueligt måske uovervindeligt.
Hvad er resten?
Hvad kommer der imorgen? er det vigtigt?
Hvad hvis der aldrig kommer et tidspunkt hvor man får det bedre end nu, ville det så ikke være bedre bare at forsvinde.?

I stedet for bare at side her og vente på 'resten' !?

Den resten -som man ikke engang ved hvad er!?

JEG er rastløs.
Har lyst gøre noget, men jeg ved ikke hvad, kan ikke holde ud at sidde her på mit værelse længere. Med platon, Sokrates, Thukydid, Perikles og Homer. Med krummeluer og kannaper, dorisk, jonisk og korintiske søjler. Kroisos og Odysseus. Medea og Jason. ...
Jeg har lyst til at forsvinde ned i et hul i jorden. Men jeg ved det ikke hjælper at rejse mig, det er ikke mit værelse som gør mig rastløs. Det er hverken stuen, køkkenet eller haven.

Det er RESTEN, den jeg er uden, den hvis hul jeg hvert sekund mærker. Den jeg ikke ved hvad er, og ikke kan finde. Den rest jeg ikke kan gribe om og holde fast i. Den der gør mig bange. Bange for at jeg aldrig vil finde den.
Resten som mangler i min krop, mit hoved, mine tanker.
Resten som gør mig rastløs.

Gør jeg ikke kan finde ro.

Gør at jeg har kvalme og ikke kan læse hvad der står i bogen.

Presser tårer ud igennem mine øjne, presser følelser ud som jeg ikke har lyst til at mærke og gemmer andre lyst jeg ville ønske jeg kunne nyde.
Jeg kan hviske det hele men aldrig råbe det. Det er den forskel, den RESTEN af højden fra hvisken til råb, jeg mangler.
Som jeg måske altid har manglet?
Den rest som jeg troede jeg havde fundet, og som ligeså stille forsvandt igen, med for mange vågne timer, mareridt, stemmer, ligegyldighed?

Morten er fantastisk. Pigerne er fantastiske. Eksaminerne er gået fantastisk.
Men det er ubehageligt vejr. Lummert, tungt, lunt men med regnen hængende trugende over himlen dagen lang.

I torsdags gik jeg en omvej på vej hjem til Morten.
Jeg gik med regnen piskende mod mig, og jeg græd. Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg mærkede ikke at jeg blev gennemblødt, mærkede ikke hvor kold regnen var, eller også var jeg ligeglad?
Jeg havde lyst til at græde da jeg kom ind i varmen til ham, havde lyst til at han kunne gennemskue mig, at han kunne se at det ikke kun var regnen der gjorde mine kinder våde.

Han skulle holde om mig og sige at han godt forstod mig, at han ved hvordan jeg har det.

At han kunne forklare mig hvad der sker i mit dumme hoved!

Jeg har lyst til at forsvinde. Dybt dybt ned i et hul i jorden. For jeg ved godt at rastløsheden ikke går væk, bare fordi jeg gør det. Den sidder der, i mit bryst, i mit hoved i mine tanker.

Nu klemmer jeg mine øjne hårdt sammen og tæller til ti.

Og når jeg åbner befaler jeg den til at være her.

RESTEN.

NAT.

Jeg ligger i haven.
Det er nat, regnen springer som bomber på plastictaget over mig.
Musikken strømmer berusende rundt i mørket.
Hestene bevæger sig, jeg kan høre deres skridt i natten. Kan ikke se dem.
Der er sort rundt om mig.
Kun den lille lyserøde lampe lyser med sit gule lys ud i natten, kegleformet, rammer det våde græs.
Jeg er i tørvejr, her under det gennemsigtige plastic.
Tænder en til cigaret, hælder te i koppen.
Jeg Nyder Det!
Her er dejligt, roligt, stille, uforstyret. Jeg Bestemmer Selv her i natten.
Jeg kan mærke hele min krop. Mit hoved er ikke ved at sprænges af tanker som ellers om aftenen.
Min mor og Roland er gået i seng, børnene sover trygt ovenpå. Jeg er alene, men har det godt.

Har haft lyst til at slå vejrmøller hele dagen.
Nu ligger jeg bare her og skal sove om lidt.
Men jeg kan ikke, jeg tør ikke sove og har ikke lyst til at denne her fantastiske dag skal slutte.

Kureret?

1. Jeg elsker Sofie højere end hun aner det. Jeg ville ønske hun vidste det, at jeg kunne finde ud af at sige det uden at føle mig dum. Så nu siger jeg det her, måske læser du det Sof?

DU ANER IKKE HVOR STOR BETYDNING DU HAR, I AT JEG ER VED AT FÅ DET BEDRE!
DU GØR SÅ MEGET UDEN DU MÅSKE SELV VED DET,
vil bare sige tak :-)


Jeg har sommerfugle i maven.

Jeg tænker på Matias mere end nogensinde, men på en god måde, på en fantastisk måde. Jeg savner ham ikke.
Det ramte mig onsdag, lynet, ud på natten, sene timer, ung mand som så mange andre, og dog.
Han gør noget som kun mine veninder kan gøre det.
Han får mig til at føle mig tryg som kun mine veninder kan gøre det.
Han får mig til at slappe af og grine og sprælle og spjætte.
Han bringer MIG frem, som kun pigerne ellers får mig at se.
Jeg er ægte og ærlig og han synes jeg er dejlig alligevel.
Måske er det bare nu.
Måske er det gået over om 5 min.
Måske er det ikke det vigtigste
Men jeg er ligeglad og nyder minutterne.
Måske bare giver lov til at synes, at det er lidt fantastisk?

Han hedder Morten.