Årh. Jeg er så vred!
Sådan en ulmende vrede jeg aldrig har mærket større.
Jeg er vred på alt og alle, vrisser og er arrig, men mest af alt på mig selv. Det har jeg nok egentlig været i lang tid nu, har bare gemt det væk.
Men nu blusser den.
Jeg kom ikke til Marie og Sofies housewarming i weekenden, skrev ikke til dem, lod bare være. Jeg kom heller ikke til den dumme efterskolefest Morten troede jeg kom til, og skrev heller ikke til ham. Kunne ikke overskue at forholde mig til andre mennesker. Og nu er jeg vred over at jeg er en forfærdelig veninde og en dårlig kæreste.
Jeg er vred over at jeg ikke gik til lægen før, at jeg ikke flyttede hjem før, at det tog mig så lang tid med Mathias.
Jeg er vred over ting jeg gjorde da jeg var 14, løgne for min mor, løgne for mine venner og veninde og løgne for at beskytte mig selv.
Jeg er vred over at jeg ikke gik om, vred over mit eksamensbevis og over at jeg ikke søgte job inden sommerferien.
Jeg er vred over at jeg ikke kan lade vær at spise slik, ikke kan stoppe med at drikke fedende øl, ikke dyrker mere motion, ikke er målrettet nok og ikke har nok disciplin.
Jeg er vred over at synes det er pinligt søge ind på pædagoguddannelsen for jeg havde altid tænkt at jeg skulle noget stort. Men det er jo stort, og man kan jo sagtens læse videre?
Jeg er vred over at jeg er så skide snoppet at det ikke er fint nok til mig.
Jeg er vred over at jeg har smidt mit studenterbevis væk, og har bøder på 1000 kr. til biblioteket.
Jeg er vred over at jeg har brugt så mange af mine penge, og ikke hverken har kørekort eller lejlighed.
Jeg er vred over at jeg har glemt Stine, og nu flytter sammen med Helen, og jeg er vred over at jeg ikke ved om det er godt eller dårligt?
Jeg er vred over at jeg ikke læste nok lektier, og ikke prøvede at blive mere en del af klassen, og over at jeg ikke søgte job i august fordi sommerferie jo egentlig var dejligt?
Jeg er vred over at jeg er vred over alle de ting, og ikke kan lade vær at bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde ud af at stoppe med at ryge og at en cigaret er det jeg har aller mest lyst til lige nu.
At jeg ikke er sød nok ved mine søskende, og at jeg aldrig føler at jeg lever op til min mor og Rolands forventninger, selvom jeg jo ved at jeg gør det.
Jeg er vred over at jeg ikke tilgav min far og fortalte ham at jeg elsker ham før han døde, og over at jeg aldrig ringer og snakker med hans kone.
Jeg er vred over at have fået 2 aborter, at jeg ikke har kunne passe bedre på mig selv, og at døde babyer lurer i alle mine drømme.
Jeg er er vred over ikke at kunne jage mareridtene på flugt, og ikke at kunne sove.
Jeg er vred over at jeg ikke har det sjovt om natten på Gimle længere, og at jeg føler mig utilpas og ikke som mig selv når jeg er andre steder end hjemme.
Jeg er vred over at føle mig som en belastning for de der skulle være mine veninder.

Og Vred over at jeg er så skide egoscentreret at jeg ikke kan se ud over min egen storetå og stoppe med at være vred.