How does it make you feel?

Min krop sitre.
Kulden, lydene.
Mørket som omklamrer mig.
Raslen i træernes blade.
Mørket sluger mig.
Musikken pumper, Mørket spiser mig.
Røg.
Hvide skyer siver ud igennem mine læber, min krop.
Kuldegysninger?
Åndedræt. Suk.
Træerne sukker og græsset sukker. Mørket er så stille at stilheden larmer i mit hoved.
ætsende stilhed, opslugende stilhed, pumpende stilhed, larmende stilhed.

Mine hænder er kolde, min krop er varm.
Dynerne er bløde.

Kan mørke være blødt og lokkende?
Det lokker mig. Driller mig, forblænder alt omkring mig.

Bange?
Nej, I kan ikke skræmme mig i nat, lydende, skyggerne, billederne i mit hoved. Ikke i nat.
Måske er jeg ved at lære at finde tryghed i mørket. Måske er det fordi hunden ligger på mine fødder? Hendes varme pels kilder mine tæer.

Jeg er tom nu.

Ikke rastløs længere.
Bare tom.
Har grædt, græder. Det må snart stoppe.
Jeg kan ikke mere, jeg er tom og alle følelser har på engang forladt min krop og er spillevende i den. Jeg har det som når man er på kanten til en drøm. Et mareridt. Alt er uvirkelig og alligevel lige dér. Følelserne er rigtige, mange, kraftige og alligevel dæmpede som af en tung tåge, og hvad der fremkalder dem er ubeskriveligt.

Men, det er min virkelighed, det er mit liv og jeg er der ligenu.
Om lidt svæver jeg.

rastløshed, eksaminer og lummert vejr

Rastløshed...

Det er et underligt ord? 'uden rest'? -'uden hvile'?
eller er det uden rast, altså at man mangler 'resten' hvad end det så er?
-at man ikke kan slappe af, fordi man ikke nåede det hele?
-fordi resten er for abstrakt, uoverskueligt måske uovervindeligt.
Hvad er resten?
Hvad kommer der imorgen? er det vigtigt?
Hvad hvis der aldrig kommer et tidspunkt hvor man får det bedre end nu, ville det så ikke være bedre bare at forsvinde.?

I stedet for bare at side her og vente på 'resten' !?

Den resten -som man ikke engang ved hvad er!?

JEG er rastløs.
Har lyst gøre noget, men jeg ved ikke hvad, kan ikke holde ud at sidde her på mit værelse længere. Med platon, Sokrates, Thukydid, Perikles og Homer. Med krummeluer og kannaper, dorisk, jonisk og korintiske søjler. Kroisos og Odysseus. Medea og Jason. ...
Jeg har lyst til at forsvinde ned i et hul i jorden. Men jeg ved det ikke hjælper at rejse mig, det er ikke mit værelse som gør mig rastløs. Det er hverken stuen, køkkenet eller haven.

Det er RESTEN, den jeg er uden, den hvis hul jeg hvert sekund mærker. Den jeg ikke ved hvad er, og ikke kan finde. Den rest jeg ikke kan gribe om og holde fast i. Den der gør mig bange. Bange for at jeg aldrig vil finde den.
Resten som mangler i min krop, mit hoved, mine tanker.
Resten som gør mig rastløs.

Gør jeg ikke kan finde ro.

Gør at jeg har kvalme og ikke kan læse hvad der står i bogen.

Presser tårer ud igennem mine øjne, presser følelser ud som jeg ikke har lyst til at mærke og gemmer andre lyst jeg ville ønske jeg kunne nyde.
Jeg kan hviske det hele men aldrig råbe det. Det er den forskel, den RESTEN af højden fra hvisken til råb, jeg mangler.
Som jeg måske altid har manglet?
Den rest som jeg troede jeg havde fundet, og som ligeså stille forsvandt igen, med for mange vågne timer, mareridt, stemmer, ligegyldighed?

Morten er fantastisk. Pigerne er fantastiske. Eksaminerne er gået fantastisk.
Men det er ubehageligt vejr. Lummert, tungt, lunt men med regnen hængende trugende over himlen dagen lang.

I torsdags gik jeg en omvej på vej hjem til Morten.
Jeg gik med regnen piskende mod mig, og jeg græd. Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg mærkede ikke at jeg blev gennemblødt, mærkede ikke hvor kold regnen var, eller også var jeg ligeglad?
Jeg havde lyst til at græde da jeg kom ind i varmen til ham, havde lyst til at han kunne gennemskue mig, at han kunne se at det ikke kun var regnen der gjorde mine kinder våde.

Han skulle holde om mig og sige at han godt forstod mig, at han ved hvordan jeg har det.

At han kunne forklare mig hvad der sker i mit dumme hoved!

Jeg har lyst til at forsvinde. Dybt dybt ned i et hul i jorden. For jeg ved godt at rastløsheden ikke går væk, bare fordi jeg gør det. Den sidder der, i mit bryst, i mit hoved i mine tanker.

Nu klemmer jeg mine øjne hårdt sammen og tæller til ti.

Og når jeg åbner befaler jeg den til at være her.

RESTEN.