Fallit

Jeg er gået følelsesmæssigt fallit.
Jeg mærker ingenting og alting.
Jeg har svævet hele natten, blevet væltet rundt at luftpumper der har klastet mig ind i en ny sky, som har klasket mig sammen og strækt mig ud og klasket mig sammen igen.
Vi flytter sammen, det er dejligt, jeg glæder mig, at vågne med ham hver morgen, at 'hjem' er hjem til ham.
Ham, det dejligste menneske.

Jeg kommer ikke på universitetet. Jeg har ikke klaret det godt nok.
Hvis jeg kommer ind er det jo fint, men jeg kommer ikke ind på det jeg vil, og fint kan sikkert også være godt, måske endda godt nok?
Men ikke skønt, ikke fantastisk.

Det er bare det der har holdt mig oppe i de foregående år, at jeg skulle på universitetet, på RUC. Men jeg kan ikke komme ind, fordi jeg ikke tog mig mere sammen, kom ud af sengen, lavede mine lektier.
Jeg er så fandens vred på mig selv, og nu er jeg bare et hylster med følelser udenpå og dybt dybt hul inden i.
Det jeg har identificeret mig selv som, det er mit liv og det jeg skal.

Men pludselig er det gået op for mig selv og resten af verden at jeg egentlig slet ikke var så klog, så talentfuld og kreativ som jeg hele mit liv har været så godt til at bilde alle, og mig selv, ind.

Og skal nu forholde mig til at mit liv måske bare aldrig bliver fantastisk, men bare godt nok?
Jeg havde bare aldrig tænkt at jeg var en der skulle nøjes med bare at have det godt nok?
Men det skal man nok bare vænne sig til når man er gået følelsesmæssigt (-og økonomisk!) fallit.

december og den glimtende ring

December.
Frost og frisk luft, hvid ånde, hvide krystaller.
December er så mange ting;
varme, kærlighed, jul, kys og kram, pebernødder og glögg.
kulde, is, sne, regn, slud, frost og frosne hjerter.

Jeg tør op og glemmer verden, begraver mig dybt i min hule, lukker kulden ude og holder om en varm krop.
Hos ham lever jeg i en anden virkelighed, jeg kan drømme, elske, fantasere og så meget mere.
Lige nu ligger jeg alene, vinden blæser koldt ind af vinduet og så husker jeg. Virkeligheden som jeg hader at huske.
Virkeligheden som jeg mæsker mig i.
For ham er jeg perfekt, men han ser ikke alle mine fejl.

Min ring er væk, min smukke ring som jeg fik af min mormor.

Hun fik den da hun blev student.

Bare han ikke har støvsuget.

Jeg ved jeg tog den af, kan huske lyden af den mod bordet, og så var den væk.
Det er sådan min sjuskethed, fejhed og ligegyldighed viser sig.
Jeg smider en ring væk i sekunders rus.
Jeg synes det er pinligt, men jeg kan ikke glemme den.

Bare han ikke har støvsuget.

Den må ikke være væk.

Når jeg lukker øjnene ser jeg for min hvordan jeg famler i blinde på det grå gulvtæppe.
Den er der ikke.
Måske i støvsugerposen?
Måske kunne jeg åbne den, med den største kniv jeg kan finde, sprætte den op så dens indvolde af støv og skidt vælter ud, flyver op og suser rundt om ørene på mig.

Jeg drømmer at den ligger der, blandt alt det grå og glimter til mig med dens lille fine sten.

Den bliver måske aldrig fundet igen, men det er ikke kun en ring, det er den fineste ring, fra min mormor, da jeg blev student og hun var stolt af min selvom jeg ikke selv var.

Og så tænker jeg på de andre ting, maleriet fra Sofie og Marie. Og ringen er ikke kun en ring, en rund lille glimtende ting, den er alt, mere glimtende sten i midten.

Nej, den er alt.

En lille del af mig, ligesom maleriet og brevet fra Peter og morfars gamle bog. Min fars skitser, hjerteblod og 'Frode og alle de andre rødder'.

Jeg er så skide træt af altid at være den dumme, den sjuskede, den glemsomme, den som ikke vil det nok, den som ikke er der nok, ikke er opmærksom nok, ikke er sjov nok, smuk nok, klog nok.

Bare ikke at være nok.
Men hvordan skal jeg kunne være nok for andre når jeg ikke engang kan være det for mig selv.

Jeg er måske nok, nok for nogle, og for andre er jeg bare for meget.

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige til mig selv at andres meninger ku rende mig, at andre måtte tænke lige hvad de ville, og at jeg troede på at de der betød noget nok skulle blive.

Men det gør de jo ikke, bliver altså. Alt det der betyder noget, alle de der betyder noget, de forsvinder før eller siden.

For jeg er ikke god nok til at passe på dem.

Derfor er ringen ikke bare en ring.

Årh. Jeg er så vred!
Sådan en ulmende vrede jeg aldrig har mærket større.
Jeg er vred på alt og alle, vrisser og er arrig, men mest af alt på mig selv. Det har jeg nok egentlig været i lang tid nu, har bare gemt det væk.
Men nu blusser den.
Jeg kom ikke til Marie og Sofies housewarming i weekenden, skrev ikke til dem, lod bare være. Jeg kom heller ikke til den dumme efterskolefest Morten troede jeg kom til, og skrev heller ikke til ham. Kunne ikke overskue at forholde mig til andre mennesker. Og nu er jeg vred over at jeg er en forfærdelig veninde og en dårlig kæreste.
Jeg er vred over at jeg ikke gik til lægen før, at jeg ikke flyttede hjem før, at det tog mig så lang tid med Mathias.
Jeg er vred over ting jeg gjorde da jeg var 14, løgne for min mor, løgne for mine venner og veninde og løgne for at beskytte mig selv.
Jeg er vred over at jeg ikke gik om, vred over mit eksamensbevis og over at jeg ikke søgte job inden sommerferien.
Jeg er vred over at jeg ikke kan lade vær at spise slik, ikke kan stoppe med at drikke fedende øl, ikke dyrker mere motion, ikke er målrettet nok og ikke har nok disciplin.
Jeg er vred over at synes det er pinligt søge ind på pædagoguddannelsen for jeg havde altid tænkt at jeg skulle noget stort. Men det er jo stort, og man kan jo sagtens læse videre?
Jeg er vred over at jeg er så skide snoppet at det ikke er fint nok til mig.
Jeg er vred over at jeg har smidt mit studenterbevis væk, og har bøder på 1000 kr. til biblioteket.
Jeg er vred over at jeg har brugt så mange af mine penge, og ikke hverken har kørekort eller lejlighed.
Jeg er vred over at jeg har glemt Stine, og nu flytter sammen med Helen, og jeg er vred over at jeg ikke ved om det er godt eller dårligt?
Jeg er vred over at jeg ikke læste nok lektier, og ikke prøvede at blive mere en del af klassen, og over at jeg ikke søgte job i august fordi sommerferie jo egentlig var dejligt?
Jeg er vred over at jeg er vred over alle de ting, og ikke kan lade vær at bebrejde mig selv, at jeg ikke kan finde ud af at stoppe med at ryge og at en cigaret er det jeg har aller mest lyst til lige nu.
At jeg ikke er sød nok ved mine søskende, og at jeg aldrig føler at jeg lever op til min mor og Rolands forventninger, selvom jeg jo ved at jeg gør det.
Jeg er vred over at jeg ikke tilgav min far og fortalte ham at jeg elsker ham før han døde, og over at jeg aldrig ringer og snakker med hans kone.
Jeg er vred over at have fået 2 aborter, at jeg ikke har kunne passe bedre på mig selv, og at døde babyer lurer i alle mine drømme.
Jeg er er vred over ikke at kunne jage mareridtene på flugt, og ikke at kunne sove.
Jeg er vred over at jeg ikke har det sjovt om natten på Gimle længere, og at jeg føler mig utilpas og ikke som mig selv når jeg er andre steder end hjemme.
Jeg er vred over at føle mig som en belastning for de der skulle være mine veninder.

Og Vred over at jeg er så skide egoscentreret at jeg ikke kan se ud over min egen storetå og stoppe med at være vred.

det er lang tid siden. Jeg ved det.

Jeg har haft svært ved at skrive, følelserne kommer så impulsivt, små lyseksplosioner i mørket, store huller af mørke i lyset.

han gør mig så glad. det er svært. Han får mig til at mærke hver en lille millimeter af min hud. -og længere ind endnu. Min hjerne eksploderer i tusinde lys og han er i hvert eneste af dem.

Jeg har lyst til at dele resten af min tid med ham, og det skræmmer mig ikke som det har gjort.

Jeg elsker ham.

I aften så jeg Matias, jeg krammede ham, mærkede hans duft, det er underligt, når jeg elsker en højere end nogensinde før.

Det er underligt at mærke trangen til at føle mig tæt på.

tæt på ham, en gammel flamme. en som har såret mig og taget en lille smule af mig selv, som jeg nu måske, er ved at få igen?

'Hvis bare' det er ordene, følelsen, længslen som står med oprejst pande inden i mig.

'hvis bare' det havde været anderledes.

Morten, ham elsker jeg, ham vil jeg,eller har lyst til lige nu, at dele mit liv med, ham er jeg tryg med, han åbner mig så let som ingenting. I starten blev jeg bange, det er jeg vel stadig.

Jeg er så sårbar.

Angsten overrumpler mig. tit og ofte.

Måske savner jeg, at jeg aldrig fik ham, Matias. At han aldrig blev min, at jeg aldrig så trygheden og glæden, fortroligheden og tosomheden, livet og kærligheden.

Måske længes jeg sådan efter det vi havde, eller aldrig fik, netop fordi vi aldrig havde det.

Måske længes jeg efter og savner det der kunne have været.

Det har absolut ingenting at gøre med Morten.

Jeg bliver varm indeni når jeg holder om ham, når han sidder nøgen midt om natten med svedperler på hans pande efter det han har gjort ved mig, efter det vi sammen har opnået, den højere endhed, med en cigaret imellem hans fingre.

Hans fingre som er placeret på de smukkeste hænder jeg nogensinde har set.

Og han kigger på mig, når jeg har kigget på ham længe.

Hans varme øjne, hans varme hænder, hans kærlige smil, og jeg ved at han elsker mig. Jeg kan se ham i hans øjnes smil. Og jeg bliver varm, og tænker at ham vil jeg dele mig med.

Hele mig, han må få mig som ingen anden før.

Og jeg er sikker på at han vil elske mig, hele mig.,

Måske er det usikkerheden, men min hjerte gjorde ondt i aften, det skreg da jeg krammede ham. Hvorfor gjorde han aldrig mere. Hvorfor sagde han ikke at han ville have mig. At han var forelsket og at jeg var fantastisk for ham. perfekt.

Jeg kan jo se det på ham, han savner mig. og måske er det det der gør mest ondt.

at jeg har det bedre uden ham, at jeg faktisk ikke savner ham, og at han er ulykkelig!

At jeg har fundet en der er perfekt for mig. Ingen er perfekte. Men Morten er perfekt for mig. lige nu. måske ikke resten af livet, men sådan føler jeg lige nu.

Det er nok usikkerheden, uvisheden.

Lyset i hans øjne brænder kun indvendigt, og det er ikke nok for mig.

De brænder kun sjældent, og han er så ulykkelig.

Det gør så ondt at se ham sådan. ulykkelig. Det er så tydeligt. Men jeg vil ikke tynges af det længere. Jeg vil give slip.

Han må ikke lade sin ulykkelighed smitte mig.

Han må ikke gøre mig ulykkelig igen, igen, igen.

Det er ikke mit ansvar.

Jeg prøvede.

Men jeg kunne ikke.

Og jeg giver op.

S L U T !

nu er det Morten.

sommeren indtil nu

sommerferie.

1, Festival sikke en festival; med gråd, grin, glæde og sørgmodighed, ensomhed og fællesskab, fantastiske aftener og nætter (Marie) og mindre fantastiske. men alt i alt, godt, udmattende og mere end nok.
2, Alene i huset, med dyrene og med Morten. En uge med kærlighed, tosomhed, kys og cigaretter. mit hjerte vokser for hver gang vi kysser, for hver gang han holder om mig. Måden hans hænder føler sig frem overalt, udforskende.

Mit hjerte vokser og banker hurtigere og hurtigere for hver morgen jge vågner sammen med ham, for hvert smil han giver mig.
3, Fyn på besøg hos hans familie, drama og sammenhold. Vel som i alle familier; når man graver lidt under overfladen bobler det med interne konflikter, uoverensstemmelser,problematikker, snakken og forsøg på forløsning.

-Men nætterne var dejlige. I den smukke have på Fyn, ud til åen. Mig og M med hver vores dyne, i hver vores stol, med mine fødder på hans lår, og hans hænder varmende rundt om dem.
Med stearinlys og cigaretter. Snak, om alt.

Hjemme nu. Savner pigerne og M.
Savner dem så mit hjerte er ved at sprænge ud af mit bryst af savn.
Savner Maries fortrolige øjne, Sofies Stemme, Helens rolige smil, AC's grin og Soppers kram.
Savner Stine, Nicholas, Laura og Morten.
Og har slet ikke lyst til at være alene med mine tanker i dag, der er for mange af dem, bliver rastløs og trist. Vil distraheres og vil ikke kunne tænke. Vil drikke mig fuld eller ryge min skæv og ikke kunne mærke, jeg vil ikke mærke i dag for jeg er alene og så ør det dobbelt så ondt at føle noget.

How does it make you feel?

Min krop sitre.
Kulden, lydene.
Mørket som omklamrer mig.
Raslen i træernes blade.
Mørket sluger mig.
Musikken pumper, Mørket spiser mig.
Røg.
Hvide skyer siver ud igennem mine læber, min krop.
Kuldegysninger?
Åndedræt. Suk.
Træerne sukker og græsset sukker. Mørket er så stille at stilheden larmer i mit hoved.
ætsende stilhed, opslugende stilhed, pumpende stilhed, larmende stilhed.

Mine hænder er kolde, min krop er varm.
Dynerne er bløde.

Kan mørke være blødt og lokkende?
Det lokker mig. Driller mig, forblænder alt omkring mig.

Bange?
Nej, I kan ikke skræmme mig i nat, lydende, skyggerne, billederne i mit hoved. Ikke i nat.
Måske er jeg ved at lære at finde tryghed i mørket. Måske er det fordi hunden ligger på mine fødder? Hendes varme pels kilder mine tæer.

Jeg er tom nu.

Ikke rastløs længere.
Bare tom.
Har grædt, græder. Det må snart stoppe.
Jeg kan ikke mere, jeg er tom og alle følelser har på engang forladt min krop og er spillevende i den. Jeg har det som når man er på kanten til en drøm. Et mareridt. Alt er uvirkelig og alligevel lige dér. Følelserne er rigtige, mange, kraftige og alligevel dæmpede som af en tung tåge, og hvad der fremkalder dem er ubeskriveligt.

Men, det er min virkelighed, det er mit liv og jeg er der ligenu.
Om lidt svæver jeg.